Teori om Theraplay

CDN-Theraplay ved Charlotte Diana Nielsen på Sydsjælland.

CDN-Theraplay ved Charlotte Diana Nielsen i Præstø. Teorien bag Theraplay.

Teorien bag Theraplay

Theraplay tager udgangspunkt i tilknytningsteorien og arbejder ud fra den treenige hjernes opbygning og udvikling gennem bl.a. de neuroaffektive kompasser (det autonome, det limbiske og det præfrontale kompas):

• Der arbejdes ud fra zonen for nærmeste emotionelle udvikling og hermed barnets følelsesmæssige alder frem for den faktiske

• Der arbejdes ud fra ”windows of opportunities” mulighedernes vindue – sensitive perioder, hvor den emotionelle udvikling spirer – fra sen fostertilværelse til 1½ års alderen, hvor sproget tager over

• Der arbejdes med intersubjektivitet. Gennem intersubjektivitet skabes dyaden mellem omsorgspersonen og barnet. Med omsorgspersonen som ”karavanefører” skabes en særlig betydning af at være sammen, som barnet internaliserer som en måde at være sammen med andre

• Der arbejdes med synkronisering, der skabes gennem gensidig regulering og efterfølgende nuværende øjeblikke, der består af afstemning, fejlafstemning og reparation af denne. Det menneskelige nervesystem organiserer sig gennem afstemning, fejlafstemning og reparation af denne. Udvikling af psykisk fleksibilitet og styrke opnås gennem interaktioner mellem omsorgspersonen og barnet fra positiv til negativ og tilbage til positiv affekt (Tronick)

• Affektiv afstemning: gennem affektiv afstemning udtrykkes en fælles og delt affektiv tilstand uden den nøjagtige adfærd er nøjagtig synkroniseret. Affektiv afstemning tillader mennesker at være sammen gennem en sansning af at dele indre erfaringer, hvilket giver en oplevelse af at være følelsesmæssigt forbundet (Stern)

• Nuværende øjeblikke: Gennem synkronisering, gensidig regulering og erfaringer med affektiv afstemning mellem omsorgsperson og barn skabes og udvikles der nuværende øjeblikke. Disse øjeblikke skaber muligheden for at ændre omsorgspersonernes indre repræsentationer om barnet og giver barnet mulighed for emotionel vækst

• Indre arbejdsmodel: Ved at arbejde med positive interaktioner ændres barnets indre arbejdsmodel fra: Selvet, som ikke elskeligt og inkompetent. Andre, som ligegyldige og upålidelige. Verden, som utrygt og faretruende. Til: Selvet, som elskeligt, specielt og kompetent. Andre, som værd at elske. Verden, som et trygt og spændende sted

• De fire dimensioner. Struktur: Forudsigelighed, sikkerhed og ydre regulering. Engagement: Aktiverer det sociale engageringssystem, interesse og glæde. Omsorg: Nedregulerer stress, skaber fornemmelse af selvværd og skaber intimitet. Udfordring: Skaber selvtillid og kompetence og støtter mestring og udforskning

• I legene omring struktur udvikles: Strukturel makroregulering og relationel makroregulering. Dette skaber mikroregulering og nuværende øjeblikke. Struktur i Theraplay anvendes bl.a. til børn og unge der er overaktive, overstimulerede, der hurtigt overvældes og med behov for meget kontrol. Hos omsorgspersoner med bl.a. begrænset selvregulering og traumer, ved vanskeligheder ved at sætte grænser eller påtage sig lederskab, desorganiserede eller over- eller understimulerede

• I legene omkring engagement udvikles: Optimal arousal og glædesfyldt samspil, der er afstemt barnets tilstand og reaktioner. Der er fokus på udviklingen af spejlneuroner – grundstenene til udviklingen af empati. Engagement i Theraplay anvendes bl.a. til børn og unge, der trækker sig fra kontakt, er undvigende eller rigide. Børn, der lukker helt ned eller børn med autisme. Hos omsorgspersoner som bl.a. er uinteresserede, fraværende eller uopmærksomme eller omsorgspersoner, der har behov for at lære, at opmuntre til gensidigt engagement afstemt med barnets udviklingsniveau og følelsesmæssige tilstand

• I legene omkring omsorg udvikles den taktile sans. Fysisk stimulation gør nervesystemet mere modstandsdygtigt over for stress. Berøring udvikler ikke blot selvregulerings-strategier, men også tilknytningen mellem barnet og omsorgspersonen. Omsorg i Theraplay anvendes til børn som bl.a. er overaktive, ADHD og andre diagnoser, er aggressive og pseudomodne. Hos omsorgspersoner, som bl.a. er hårde, straffende eller har svært ved berøring og blødhed

• I legene omkring udfordring udvikles fornemmelse af kompetencer og glæden ved at kunne mestre. Barnet responderer på passende udfordringer fra omsorgspersonen i modsætning til at være hjælpeløs, uselvstændig eller være konkurrencepræget og have for høje forventninger til sig selv. Udfordring i Theraplay anvendes bl.a. til børn, som mangler selvtillid, er tilbagetrukne, angste eller sky. Hos omsorgspersoner, som bl.a. har urealistiske udviklingsmæssige forventninger eller som konkurrerer med børnene.

Har du spørgsmål?

Har du nogle spørgsmål, eller ønsker du at vide mere, er du meget velkommen til at henvende dig allerede i dag. Sammen drøfter vi din situation, ønsker og behov.